Spædbarnsterapi for det lille barn
(0-ca 4 år):
Spædbarnsterapi
går kort beskrevet ud på, at terapeuten taler ind i de erfaringer, som hæmmer
og belaster det lille barn og sætter så præcise ord på smerte, oplevelse og
ressourcer, som det er muligt.
Historieterapi for det større barn:
Historieterapi
ligner Spædbarnsterapi på den måde, at vi taler ind i de erfaringer, som hæmmer
og belaster, samtidig med at vi også medinddrager barnets historie, hvor denne
kan være diffus eller ukendt for barnet.
Fra ca. 4
år bruger vi historieterapi sammen med Sandplay, da denne kombination giver
barnet plads til både at bearbejde i den direkte kontakt samtidig med at
bearbejde intuitivt, kropsligt og i eget tempo.
Spædbarnsterapi og Historieterapi handler ikke om at trøste eller
tage smerten væk fra barnet, men at møde barnets virkelighed og lære det at
rumme og leve med oplevelsen uden smerte. Herved frigives energi og
udviklings-/udfoldelsesmuligheder.
Selvom
oplevelserne/traumerne ikke huskes bevidst, vil det lagres i kroppen, hvilket
betyder, at selv det spæde barn vil kunne hæmmes i sine udfoldelser.
Vores erfaring viser, at selv helt små børn hører budskabet, dvs. barnet genkender, det der
bliver sagt.
En mor
havde følgende observation: ”Hans åndedræt ændrede sig, da du snakkede om
operationen – selvom han var så lille, så husker han.”
Symptomerne på, at tidligere oplevelser/chok/traumer kan have skabt ubalance i barnets udfoldelsesmuligheder kan f.eks. være: kraftige vredesudbrud, tilbagetrækning, angst, koncentrationsbesvær, at ”ville have styr på alt og alle”, regression.
Begge er overbevist om, at spædbørn ikke bare
forstår ordene, men at ordene har en terapeutisk virkning.
Begge
siger: "Alt usagt binder energi".
Den danske
psykolog Inger Thormann har i mange år brugt metoden på et spædbørnehjem.
Sammen med Inger Poulsen, som gennem flere år har brugt metoden på
Familieinstitution, uddanner hun nu terapeuter i metoden.
Historieterapi
er en videreudvikling, som bl.a. er fremkommet i arbejdet med det adopterede
barn, hvor den første del af barnets historie ofte er ukendt.
Hvad siger børnene om terapien:
Børnene siger oftest ingenting under terapien. De mærker og reagerer på forskellig måde. Nogen vil sidde hos mor/far, andre bliver kede af det, andre bliver urolige og nogen bliver helt stille. Nogen forsøger aktivt at være med til at fortælle og huske – men bliver oftest mere indadvendte og lyttende undervejs.
Når vi
spørger barnet om det vil høre sin historie, vil det oftest det – selvom det
gør ondt.
Hvad siger forældrene om terapien:
Forældrene
bliver ofte overrasket over, hvordan det virker at fortælle historien – at tale
direkte ind til barnets smerte/traume. F.eks. sagde en far til en 7-årig: ”selvom
vi er åbne og har fortalt historien mange gange, så er det ikke på den her
måde. Det er mere helt ind til benet”.
Eller som en anden far sagde ”det er befriende, at en skovl kaldes
for en skovl og en spade for en spade”
Alle
forældre oplever undervejs, at barnet regredierer – dvs. barnet gennemlever
ligesom de stadier igen, hvor smerten opstod. Barnet reparerer ved kortvarigt
at vende tilbage til det tidlige stadie og reagere, som det reagerede dengang,
for derefter at reagere, som det ville have været naturligt på udviklingsstadiet.
Læs mere:
adopteret/post adoption services
plejebarn/barn anbragt udenfor hjemmet

