Når familien bliver skilt, reagerer alle – ofte på hver sin måde, på
skift og i forskellige tempi.
Mange børn kommer gennem skilsmissen og lærer at håndtere den nye situation. Andre har sværere ved at håndtere og komme igennem, uagtet omgivelsernes kærlighed, forståelse, accept og støtte.
Vi oplever, at forældre søger terapi til deres barn, fordi de oplever,
at barnet enten ”hænger fast” i familiens skilsmisse, selvom samarbejdet mellem
forældrene er godt og opbakkende eller barnet er påvirket af dårligt samarbejde
mellem forældrene.
Nogle børn kan efter længere tids skilsmisse – hos nogle efter flere år
– pludselig ændre adfærd og reagere eller reagere på ny.
Reaktioner kan være:
-
Vrede mod forældrene eller konflikter med
kammerater.
-
Større sårbarhed – ex græde, trække sig eller
oftere føle sig uretfærdig behandlet eller skyldig i samvær med forældre,
søskende eller kammerater.
-
Svært ved at fungere sammen med jævnaldrene; hvor
der intet problem har været tidligere.
-
Ikke kunne håndtere sit savn til den forælder, som
barnet ikke er hos.
-
Svært ved at falde i søvn eller være mere utryg.
-
Ikke at kunne slippe håbet om, at mor og far igen
finder sammen.
-
Blive ukoncentreret i ex. skolen.
Forandringer indenfor det/de seneste år, som også kan påvirke barnet:
-
Én eller begge forældre har fundet ny partner.
-
Forældrene ændrer i samvær og samarbejde med
hinanden. Fx forældrene har siden skilsmissen haft et forhold, hvor de ofte
mødes, tager på ferier og weekendture sammen, bruger hinanden som venner og ind
imellem som fortrolige. Dette ændres – enten pga. ny partner eller fordi de
ønsker mere personlig adskillelse. Nogle børn vil reelt først her opleve og
mærke reaktioner på, at forældrene/familien er skilt, andre vil reagere, da de
oplever, at deres håb om en samlet familie forsvinder.
Eksempler
på, hvad vi oplever børnene er optaget af, og som de ikke selv eller sammen med
forældrene kan komme videre med:
- Hvad mister jeg i den periode,
jeg ikke er sammen med min mor/far
- Savner min mor/far mig? Kan
mor/far være alene uden mig, når jeg har svært ved klare, at savne
hende/ham? (hun/han er sikkert meget ked af det, når jeg ikke er der – og
jeg er der ikke til at trøste)
- Er det ok, at jeg kan lide min
nye bonusforælder? Eller bliver min forælder (af samme køn) ked af det,
hvis jeg kan lide den nye?
- Kan de også holde op med at
elske mig og gå fra mig, ligesom de gik fra hinanden?
- Nu vil de ikke være så meget
sammen mere. Kan det have noget med mig at gøre?
- Før var det, som vi stadig var
én familie. Vi boede bare ikke sammen, alle sammen – nu vil de næsten ikke
være sammen. De er nok sure på hinanden. De er først skilt nu.
- Det er svært for mig, hvor jeg
bor. Når jeg lige er begyndt at synes, at nu har jeg vænnet mig til at bo
hos mor, så skal jeg bo hos far - og det samme igen, når jeg er hos ham.
- Min mors og fars regler er
meget forskellige – det skal jeg vænne mig til, hver gang jeg flytter fra
den ene til den anden.
- Flere år efter skilsmissen,
kan barnet/den unge begynde at tænke over, hvad skilsmissen betyder for
dem selv og for deres forældre. Nogen kan dele med og blive tilfreds
gennem samtalerne med forældrene – andre forbliver i spørgsmål, som kan
forvirre og gøre dem utrygge/kede.
Læs mere:
Copyright. Allan Fedders og Dorthe Hansen