I adoptivfamilien har familiens medlemmer ofte været igennem sårbare processer, inden de mødes og bliver familie. Disse sårbarheder udvikler særlige behov, som kræver ressourcer af alle i familien.
Nogen gange oplever familien, at de ekstra ressourcer, kærlighed, omsorg og forståelse ikke rækker. Her kan terapi for adoptivbarnet/den unge eller for hele den adopterede familie være en god mulighed for at komme videre.
Oplevelser lagrer sig i kroppen, hvilket betyder, at det tidlige tab og de skift barnet har oplevet, har betydning for barnet, og vil kunne huskes ubevidst og kropsligt. F.eks. reagerer nogle børn med vrede eller frygt på bestemte lyde eller lugte, uden familien kan henføre til bestemte oplevelser, men kan have en formodning om, at det kan henføres til tidlige oplevelser.
For nogle børn sætter de tidlige oplevelser sig som følelsesmæssige blokeringer, som barnet udlever på forskellig vis – f.eks. at være mere vagtsomt, at afvise kontakt, virke trist eller vred. Andre børn igen ønsker ikke at tale om deres historie – eller tager afstand til den – ex. At holde fast i ”jeg er født af dig, mor” eller ”jeg er brun, fordi du fødte mig i Indien” eller blive vred, når forældrene taler om barnets historie/nægte at se billeder eller film fra overlevering/fødelandet.
Barnet klarer sig måske godt ”ude” – dvs. i institutionen, skolen, hos venner, familie, hvor de oplever barnet som eks. aktiv, positiv, interesseret etc. Hvorimod forældrene kan opleve tristhed, vrede, frustration, tilbageholdenhed eller frygt hos barnet, når de er hjemme i de trygge omgivelser. Denne uoverensstemmelse kan være svært at bære for forældrene og for barnet.
Hvis den adopteredes tidlige tab og forladthed - evt. omsorgssvigt - forbliver ubearbejdet, vil barnet søge at beskytte sig mod tabs-/forladthedens gentagelser. Denne øgede agtpågivenhed og udvikling af overlevelsesstrategier/forsvarsmekanismer, kan føre til fastlåste handle- og reaktionsmønstre for at holde smerten nede – og disse strategier medtages ind i ungdoms- og voksenlivet.
Hos barnet vil ubalancen fx kunne ses i form af:
- tilbageholdenhed i kontakten med andre
- svært ved at knytte sig
- højt aktivitetsniveau eller afventende adfærd (passiv)
- overdrevent ønske om at være først/være bedst
- opleves meget forskellig ude og hjemme
- blive overstimuleret af indtryk
- vise symptomer på stress
- voldsomme vredesudbrud
- angst eller øget frygt
- kraftige eller hyppige grådanfald
- har svært ved at sove – eller bliver meget vred og afvisende under opvågning
- tillader sig ingen fejl (perfektionisme)
- voldsom reaktion på skole/institutionsskift
- indlæringsvanskeligheder
- koncentrationsvanskeligheder
- psykosomatiske symptomer.
Gennem et terapiforløb får barnet mulighed for at bearbejde sine traumatiske oplevelser, så der frigøres energi til at kunne udvikle stabilitet og trivsel.
En 6-årig dreng sagde det på følgende måde, da han ved afslutningen af sit terapiforløb sad og kiggede på fotos af hans Sandplayforløb:” det er jo mig selv, som har gjort, at jeg har det godt nu”.
En 5-årig ønskede at medbringe en blomst til sin sidste terapitime. Han fik lov at bestemme og med ordene ”det skal være den her. For man kan se både roden og blomsten – som mig”, valgte han en blomst i en glasvase.
Når et barn er i terapi, vil der løbende være forældresamtaler med det formål at forstå barnets proces, og hvordan familien bedst støtter barnet, samt hvordan forløbet evt. påvirker resten af familien.
Hos den unge eller voksne vil ubalancen fx kunne vise sig i form af:
- diffus vrede mod adoptivforældrene
- identitetsforvirring
- stor sårbarhed i kontakten med venner eller kæreste
- øget sensitivitet
- perfektionisme
- opgivenhed
- opleve sig misforstået, overset, ikke hørt
- besvær med at målsætte fremtiden
- store følelsesmæssige svingninger
- Lav selvfølelse.
- Psykosomatiske symptomer.
- Voldsom reaktion ved eget barns fødsel
Terapiforløbet tager udgangspunkt i og har fokus på det, som den adopterede er optaget af. Forældre/andre kan inddrages i samtalerne, hvor det ønskes.
Forældrene har deres særlige historie, hvor ubearbejdede oplevelser eller forventninger kan aktiveres i kontakten med barnet/den unge.
Derudover kan forældrene opleve, at deres kærlighed og ressourcer ikke slår til i kontakten med barnet eller den unge.
De kan fx føle:
- de ikke kan få kontakt
- opleve voldsom vrede mod/fra barnet/den unge
- ikke forstå eller blive forstået
- Omverdenen negligerer deres bekymringer.
- sig afvist
Terapiforløbet vil tage udgangspunkt i forældrenes ønske og behov.
For at hjælpe Jer videre tilbyder vi:
Forældrevejledning, hvor vi afdækker familiens behov, og ser på handlemønstre og reaktioner i familien.
Familieterapi, hvor hele eller dele af familien deltager, og hvor fokus er på samspillet mellem Jer.
Samtaleterapi, som giver indsigt og forståelse for reaktioner og handlinger. Herigennem vises muligheder for forløsning og ændringer.
Vi er opmærksomme på relationernes betydning i familien, derfor inddrages alle indirekte eller direkte i terapiforløbet.
”Lider én i familien, påvirkes alle i familien, hvilket også betyder, at forandrer én sig – så reagerer alle på en eller anden måde.”
"Vi kan ikke lave om på vores historie og vores virkelighed. Vi kan lære at rumme virkeligheden og forholde os til den, så vi frigiver vores energi til at udfolde og udvikle os."
Terapiforløbet sammensættes ud fra alder og behov.
Læs også mere:
Copyright. Allan Fedders og Dorthe Hansen